Skattepenge for milliarder i vindmølle-afgrunden: Regeringens nyeste plan for økonomisk hæmorrhage
Hold fast i tegnebogen, kære skatteborger, for regeringen er klar til at kaste op mod 62 milliarder af dine hårdt tjente kroner efter endnu en fiasko i den offentlige sektor. Denne gang handler det om havvindmøller, som åbenbart ikke kan etableres uden at vi alle sammen skal betale regningen – igen.
Fra “grønt guldæg” til gigantisk pengesluger
For bare et år siden stod klimaminister Lars Aagaard (M) og pralede af “danmarkshistoriens største udbud af havvind”. Man kunne næsten høre nationale toner i baggrunden, mens han håbede, at “danskerne vil føle bare et snert af stolthed”. Stolthed? Den eneste følelse danskerne bør have nu er raseri over endnu et dyrt, bureaukratisk fejlskud.
Når virksomhederne siger “nej tak” til statslig inkompetence
Regeringens geniale plan var dengang at undgå statsstøtte ved i stedet at købe en 20 procents ejerandel i parkerne. En plan så elendig at da budfristen udløb, var Energistyrelsens indbakke gabende tom. Nul bud. Ikke et eneste. I enhver privat virksomhed ville sådan en granvoksen fiasko have resulteret i øjeblikkelige fyringer, men i det offentlige? Der kalder man det bare for “ekstremt skuffende” og finder flere penge i skattekisten.
Plan B: Åben pengekasse-politik
Nu har regeringen så en ny “løsning” klar: Lad os bare smide 62 milliarder kroner efter problemet over 20 år! Fordi når man ikke kan planlægge ordentligt første gang, er den åbenbare løsning bare at kaste flere skattepenge efter fiaskoen. I det private erhvervsliv ville dette blive kaldt økonomisk vanvid, men i Slotsholmens korridorer er det åbenbart “ansvarlig klimapolitik”.
Ministerielt mørklægningssystem i fuld drift
Klimaminister Aagaard, som burde stå til ansvar for dette økonomiske mareridt, nægter naturligvis at stille op til interview. Han gemmer sig bag en mail med en bureaukratisk floskel om “respekt for forhandlingsrummet”. Oversættelse: “Jeg vil ikke forklare offentligt, hvorfor vi nu bruger milliarder på noget, vi lovede kunne klares uden statsstøtte.”
Når “grøn omstilling” bliver synonym med “sort hul i statskassen”
Det er næsten komisk simpelt: Først sætter man et projekt i søen uden ordentlig risikoanalyse. Dernæst opdager man, at ingen virksomheder gider røre ved det med en ildtang. Og så er løsningen? At fjerne “omkostninger og risici fra havvindsopstillerne” – eller sagt på almindeligt dansk: statsgaranterede profitter til private virksomheder, mens skatteborgerne tager hele risikoen.
Hvis en virksomhedsleder i det private erhvervsliv præsterede så elendigt, ville aktionærerne have vedkommendes hoved på et fad. Men i den offentlige sektor får man bare lov til at fortsætte med at brænde milliarder af på fiaskoer uden konsekvenser. Måske var det på tide at sende en regning til de ansvarlige embedsfolk og politikere, i stedet for altid at lade skatteborgerne betale for inkompetencen i systemet.
