Rekordstort fejlskud: Milliardfadæse i Lars Aagaards nyeste grønne katastrofe
Endnu et kapitel i den tragikomiske fortælling om den danske regerings grønne omstilling er i denne uge blevet skrevet, da en “lille regnefejl” på sølle 2,3 milliarder kroner er dukket op i planerne for det famøse brintrør til Tyskland.
Det viser sig, at den allerede astronomiske regning på 8,3 milliarder kroner i statslig driftsstøtte pludselig er steget til svimlende 10,6 milliarder – en stigning på 28 procent. Men det er jo bare skatteborgernes penge, så hvorfor tage det så tungt?
Ministeriet vasker hænder: “Det var ikke os, det var de andre!”
I sand bureaukratisk ånd har Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet naturligvis ikke taget ansvar for fiaskoen, men i stedet peget fingre ad Forsyningstilsynet. Det skulle åbenbart være en “misforståelse” hos tilsynet, der har kostet skatteyderne milliarder. I den private sektor ville en sådan fejlkalkulation koste både job og karriere, men i det offentlige? Der bliver det til en “misforståelse” og et “ændret skøn på finansloven”. Sikke bekvemt.
Ministeriet forsikrer os om, at “regnefejlen og håndteringen heraf ikke har betydning for den politiske aftales øvrige indhold”. Oversættelse: “Vi fortsætter som planlagt, uanset hvor mange milliarder vi brænder af!”
Et ministerium i konstant krise: Aagaards grønne mareridt
Ministeren med det ironiske tilnavn “implementeringsministeren” har efterhånden så mange fiaskoer bag sig, at det er svært at holde styr på dem. Den grønne indenrigsflyrute? Droppet. De store havvindmølleparker? Kuldsejlet. Udrulningen af grøn strøm? Forsinkelser på stribe.
Og nu et brintrør, der er blevet kortere, dyrere, forsinket (nej, fremrykket! – nej, faktisk forsinket!), og som kræver, at vi slækker på kravene, mens vi samtidig propper flere milliarder i projektet.
Aagaard undgik for nylig med nød og næppe at blive væltet som minister. Når man ser på resultatlisten, er det nærmest imponerende, at han stadig har jobbet.
For lidt, for sent, for dyrt: Historien om dansk infrastruktur
Som Det Konservative Folkepartis klimaordfører Dina Rabjerg så rammende udtrykker det: “Det er mere reglen end undtagelsen, at tingene bliver dyrere, når vi laver aftaler om infrastruktur.”
Når man tænker over det, er det jo egentlig fantastisk, at vi stadig bliver overrasket. Det burde efterhånden være standard procedure at gange ethvert offentligt budget med to – bare for at være på den sikre side.
Oppositionen: Vred, men tandløs
Selvom hele oppositionen har udtrykt mistillid til Lars Aagaard, så fortsætter de troligt med at dukke op til hans møder. For hvad er alternativet? At trække sig fra aftalen? Nej, det kunne Enhedslistens klimaordfører Leila Stockmarr ikke drømme om.
I stedet må vi nøjes med harmfulde udtalelser om, at “det konstant kører af sporet for ministeren”, mens alle parter fortsætter med at bakke op om et projekt, der hverken kan holde tid, budget eller ambitionsniveau.
Skatteydernes bidrag til den grønne omstilling: En bundløs pengekasse
Imens kan vi almindelige skatteydere glæde os over, at vores penge bliver brugt så ansvarsfuldt og effektivt. For hvad er 2,3 milliarder ekstra mellem venner? Skulle vi for alvor forvente, at folk i det offentlige kan regne? Eller at projekter bliver færdige til tiden? Eller at ministre tager ansvar?
Nej, lad os i stedet fejre denne seneste “misforståelse” som endnu et eksempel på, hvordan den danske stat forvalter vores grønne omstilling: Med kaos, fejlberegninger og en evne til at sende aben videre, der ville gøre selv den mest hårdkogte ansvarsfraskriver misundelig.
Men bare rolig – det bliver sikkert meget dyrere endnu, før vi er færdige.
