Offentligt hospital i lommen på medicinalgiganterne
I et absurd forsøg på at virke videnskabelige har Steno Diabetes Center Copenhagen ladet Novo Nordisk styre showet ved en såkaldt “konference”. Man fristes til at spørge: Hvem er egentlig ansat på dette hospital? For det ligner mest af alt, at Novo Nordisk har overtaget driften.
Håndplukning af gæster – en ny serviceydelse fra det offentlige?
Forestil jer skandalen, hvis en privat virksomhed lod en leverandør bestemme, hvem der skulle deltage i deres interne møder. Men i det offentlige? Åbenbart helt normalt! Novo Nordisk fik lov at håndplukke to tredjedele af deltagerne. Måske burde vi omdøbe Steno til “Novo Nordisk’s Marionetteater”?
Østeuropæisk invasion – sponsoreret af skatteyderne
24 professorer og læger fra Østeuropa blev fløjet ind. Hvorfor? Fordi Novo Nordisk har “økonomiske interesser” der. Sikke en genial brug af offentlige midler! Næste gang jeg har brug for at markedsføre min forretning, ringer jeg også lige til det nærmeste hospital.
Trojansk hest eller cirkushest?
En læge kalder Steno for en “trojansk hest”. Det er vist en fornærmelse mod trojanske heste. I det mindste var de diskrete. Dette ligner mere en cirkushest, der danser efter Novo Nordisks pibe, mens skattekroner bruges som konfetti.
Uafhængighed – et begreb med fleksibel fortolkning
Ifølge en drejebog skulle der være “vandtætte skotter” mellem Novo Nordisk og hospitalet. Åbenbart er disse skotter lavet af schweizerost. Eller måske blev drejebogen bare brugt som toiletpapir?
Direktørens forsvar – comedy gold
Hospitalsdirektør Magnus Jensen’s forsvar er så tyndt, at man kunne bruge det som diætmad. “Vi kan ikke leve med tvivl om habilitet,” siger han. Nej, for det kræver jo, at man faktisk HAR habilitet at tvivle på!
Konklusion: Inkompetence eller korruption?
Er dette et eksempel på grov inkompetence eller regulær korruption? Det er svært at afgøre, men én ting er sikkert: Hvis dette var sket i det private erhvervsliv, ville hoveder rulle. I det offentlige? Næppe så meget som en næse. Velkommen til Danmark, hvor ansvar er noget, vi snakker om – men aldrig tager.
